← Tilbage

Privatlivspolitik

Senest opdateret: 8. oktober 2026.

Her beskriver vi, hvilke personoplysninger Wyre behandler, hvor de behandles, hvor længe vi gemmer dem, og hvordan du kontakter os.

Dataansvarlig

Wyre drives af Feldt Holding ApS (CVR 14274995, Martinsvej 5, 1926 Frederiksberg C), som er dataansvarlig for de personoplysninger, der behandles i Wyre. Wyre er grundlagt af Albert Feldt, som er kontaktperson. Spørgsmål om denne politik eller om dine personoplysninger sender du til kontakt@wyre.dk. Du får svar fra et menneske.

Hvad vi gemmer

  • Din konto: email og adgangskode-hash (via Supabase Auth).
  • Dit workspace: navn, plan, indstillinger, teammedlemmer.
  • Din stemmeprofil: tone, formalitet, custom instructions, fokusord - det du selv har skrevet ind - og de eksempelopslag, du selv indsætter eller vælger at hente fra LinkedIn.
  • Dine RSS-feeds og artikler: URL'er og artikeltitler vi henter ned.
  • Dine opslag: AI-genereret tekst, dine rettelser, status, engagement-tal.
  • Dine platform-forbindelser: kontonavn, konto-id og adgangstokens for de platforme, du vælger at forbinde. Tokens gemmes krypteret og bruges kun til at udgive og hente tal på dine vegne.
  • Overvågede kilder: nyheder, offentlige websider og offentlige opslag fra de konti, der overvåges i dit workspace. Det er dem, du selv har lagt ind, og de folketingspolitikere på dine politiske områder, som Wyre selv tilføjer ud fra Folketingets offentlige oplysninger. Vi gemmer teksten, linket, afsenderen og tidspunktet i 30 dage.
  • Billedbibliotek (valgfrit): de billeder, du selv vælger at gemme, med en kvalitetsscore, stikord og en kort beskrivelse. Vi gemmer ingen ansigtsdata.
  • Sikkerhedslog: hvornår du logger ind fra en ny enhed, tænder eller slukker for to-faktor, forbinder eller afbryder en platform eller ændrer en rolle. Vi gemmer enhedens type (fx "Chrome på macOS") og landet, men aldrig din IP-adresse. Du kan se din egen log under Indstillinger > Sikkerhed, og vi sender dig en email, når noget vigtigt sker. Ejeren af et workspace kan se platform- og rolleændringer i sit workspace, men ikke medlemmernes logins. Forbinder eller afbryder et medlem en platform, får ejeren også en email med medlemmets enhed og land. Ændrer ejeren et medlems rolle, står ejerens enhed og land i den email, medlemmet får.
  • Kendte enheder: for at kunne se, om et login kommer fra en ny enhed, husker vi de enheder, du har logget ind fra. Vi gemmer kun browser og styresystem (fx "Chrome på macOS"), og hvornår vi så enheden første og sidste gang.
  • Betalingsdata: Stripe håndterer betalingen. Vi gemmer kun et Stripe customer-id, ikke dit kortnummer.

Hvorfor vi må behandle dem

Vi behandler oplysningerne for at kunne levere den service, du har tilmeldt dig (aftale, GDPR art. 6, stk. 1, litra b). Fakturaoplysninger gemmer vi, fordi bogføringsloven kræver det (litra c). Sikkerhedslogning og fejlretning sker ud fra vores legitime interesse i at holde servicen sikker og stabil (litra f).

Billedbiblioteket bygger på dit udtrykkelige samtykke (art. 9, stk. 2, litra a), fordi ansigtsgenkendelse kan behandle biometriske oplysninger. Du kan trække samtykket tilbage når som helst.

Hvad vi ikke gør

  • Vi sælger ikke dine data.
  • Vi træner ikke AI-modeller på dit indhold. Det, vi sender til en AI-model, gemmes ikke af udbyderne efter svaret er leveret: vi bruger kun åbne modeller hos udbydere med nul datalagring, og som ikke træner på det.
  • Vi sender ikke dit indhold til xAI. De ser kun X-brugernavnene på de konti, der overvåges i dit workspace.
  • Vi læser ikke dine private beskeder på sociale medier. Wyre beder slet ikke om adgang til dem.
  • Vi sender dig ikke nyhedsbreve, du ikke har bedt om.

Databehandlere, og hvor dine data behandles

Vi deler kun de oplysninger, der er nødvendige for at levere servicen, med:

  • Supabase - database, login og lagring. Data ligger i EU (Dublin, Irland).
  • Vercel - hosting. Vores serverfunktioner kører i EU (Dublin, Irland). Sidens statiske filer leveres via Vercels globale netværk.
  • OpenRouter (USA) og de udbydere, der kører AI-modellerne - skriver udkast og svar, laver overvågningsresuméer og vurderer billeder i Billedbiblioteket, når du bruger de funktioner. Vi bruger åbne modeller. Med hver forespørgsel beder vi OpenRouter om routing med nul datalagring (zero data retention). Så sendes den kun til udbydere, der ikke gemmer det, vi sender, eller svaret, og som ikke træner på det. Vi tillader kun udbydere med hovedsæde i USA eller EU. Lige nu er det CoreWeave, Crusoe, DeepInfra, Fireworks AI, Baseten, Together AI og Parasail i USA, og Nextbit (Spanien) og Inceptron (Sverige) i EU. Det, vi sender (tekst og billedforhåndsvisninger), behandles i USA eller i EU, alt efter hvilken udbyder der svarer. Overførslen til USA sker på et lovligt overførselsgrundlag i henhold til GDPR kapitel V. OpenRouter registrerer tekniske oplysninger som tidspunkt, model og antal tokens.
  • Brave Search (Brave Software, USA) - websøgning for assistenten, de planlagte opgaver, overvågningen og faktatjekket. Brave får kun selve søgningen. Resten af samtalen, dine udkast og din stemmeprofil sender vi ikke. I assistenten og de planlagte opgaver skriver AI'en søgeordene ud fra det, du beder om. Til overvågningen søger vi på navnene på de personer og de emner, du overvåger. Når du trykker Undersøg på en påstand i den politiske gennemgang, søger vi på ord fra den ene sætning for at finde en kilde. Søgningerne behandles i USA. Overførslen sker på et lovligt overførselsgrundlag i henhold til GDPR kapitel V.
  • xAI - søger i offentlige X-opslag, når du overvåger en X-konto. De får kun X-brugernavnene på de konti, der overvåges i dit workspace, aldrig dit indhold, dine opslag eller dine oplysninger. Brugernavnene er dem, du selv har lagt ind, og dem Wyre henter fra folketingspolitikeres biografier på ft.dk. Behandlingen sker i USA.
  • Microsoft (Bing Nyheder) - når du overvåger en person, henter vi nyhedsoverskrifter via Bings offentlige nyhedssøgning. De modtager personens navn som søgeord, ikke dit indhold.
  • Stripe - betaling.
  • Resend - transaktionelle e-mails.
  • Unsplash - billedsøgning. De får kun søgeordet, ikke dine opslag.
  • Apify (Apify Technologies, Tjekkiet) - henter tallene på dine egne LinkedIn-opslag, når du har forbundet LinkedIn. Apify får kun linket til din LinkedIn-profil og læser dine seneste 50 offentlige opslag. Vi beder ikke om, hvem der har reageret eller kommenteret, og sletter kørslen og resultatet hos Apify, lige så snart vi har hentet tallene. Apify kan behandle oplysningerne i USA gennem sine egne underdatabehandlere. Overførslen sker på grundlag af EU's standardkontraktbestemmelser i Apifys databehandleraftale.
  • X, Meta, LinkedIn og TikTok - kun når du selv forbinder en konto, udgiver på deres platforme eller vælger at hente dine egne LinkedIn-opslag (se "Hvad vi læser fra LinkedIn"). TikTok kan behandle oplysninger uden for EU.

Stripe, Resend, Unsplash og Microsoft kan også behandle oplysninger uden for EU, primært i USA. Også her sker overførslen på grundlag af standardkontraktbestemmelser eller EU-U.S. Data Privacy Framework.

Hvor længe vi gemmer dem

  • Mens din konto og dit workspace er aktive, gemmer vi oplysningerne, så servicen virker.
  • Gamle opslag slettes automatisk efter 90 dage på Free-planen. På Pro er der ingen automatisk grænse.
  • Afbryder du en platform-forbindelse, sletter vi tokenet med det samme.
  • Overvågede nyheder og opslag slettes automatisk 30 dage efter, at vi har hentet dem.
  • De daglige følgertal for medlemmer i en partiorganisation slettes sammen med workspacet, eller når du beder Meta om at slette de data, Wyre har hentet.
  • Resuméer i Overvågning, der bygger på dem, slettes automatisk, når de ikke er blevet opdateret i 30 dage.
  • Af dine LinkedIn-opslag hentet via Apify gemmer vi kun de seneste 50. Ældre opslag fjernes ved næste hentning, og alle slettes, hvis du tømmer linket til din profil eller afbryder LinkedIn.
  • Billeder i Billedbiblioteket gemmes, til du sletter dem, trækker samtykket tilbage eller sletter dit workspace. Så slettes både billederne og filerne.
  • Sikkerhedsloggen slettes automatisk efter 12 måneder. En kendt enhed, du ikke har logget ind fra i 12 måneder, slettes også.
  • Sletter du dit workspace, slettes dine data inden for 30 dage. Undtagelsen er fakturaoplysninger (se nedenfor).
  • Artikler fra nyhedsfeeds, som ikke er brugt i et opslag, slettes efter 60 dage. Det samme gælder nyhedskilder, Wyre selv har registreret.
  • Samtaleforløbet i en planlagt opgave slettes efter 30 dage. Opgaven og de udkast, den har lavet, bliver.
  • Driftslog over AI-kald slettes efter 90 dage.
  • Notifikationer slettes 30 dage efter, at du har læst dem, og under alle omstændigheder efter 90 dage.
  • Backups roterer ud inden for 30 dage.
  • Fakturaoplysninger gemmes i 5 år hos Stripe, fordi bogføringsloven kræver det.

Hvad vi læser fra Facebook, Instagram og Threads

Kun fra de konti, du selv forbinder, og kun det, funktionerne nedenfor bruger:

  • Din Facebook-side: sidens seneste opslag og tallene for dem (reaktioner, kommentarer, delinger og visninger). Tallene gemmer vi og viser dem under Resultater.
  • Kommentarstemning: for opslag, du har udgivet via Wyre de seneste 7 dage, læser vi op til 50 af de nyeste kommentarer på din egen side (teksten og tidspunktet, aldrig navne eller profiler). Teksten sendes til en AI-model (uden datalagring), som tæller, hvor mange kommentarer der er positive, negative og neutrale, og skriver én sætning om stemningen. Vi gemmer kun tallene og sætningen, ikke selve kommentarerne.
  • Din Instagram-konto: kontoens navn og id, og tallene for dine egne opslag (rækkevidde, visninger, gemte og delinger). Når du udgiver, sender vi billedet og teksten, du har godkendt.
  • Din Threads-profil: profilens navn og tallene for dine egne opslag.
  • Antal følgere: for medlemmer i en partiorganisation henter vi ét tal pr. konto om dagen, nemlig hvor mange der følger din Facebook-side, Instagram-konto, Threads-profil eller X-konto. Vi gemmer tallet pr. dag, så organisationen kan se udviklingen. Vi læser aldrig, hvem der følger.
  • Konti, du overvåger på Facebook og Instagram: kun offentlige sider og erhvervs- eller skaberprofiler, du selv har lagt ind. Vi henter de nyeste opslag (tekst, tidspunkt, link og antal reaktioner og kommentarer), gemmer dem i 30 dage og bruger teksten til dit daglige overblik. Overblikket slettes, når det ikke er blevet opdateret i 30 dage.
  • Sammenlign med andre: du kan lægge op til fem offentlige erhvervs- eller skaberprofiler på Instagram ind, som du vil sammenligne dig med. Vi henter kontoens brugernavn, navn, antal følgere og likes og kommentarer på de seneste opslag, og regner ud, hvor ofte kontoen skriver, og hvor meget der kommer ud af hvert opslag. Hver uge gemmer vi de udregnede tal, ikke selve opslagene, så du kan se udviklingen. Tallene slettes, når du fjerner kontoen fra sammenligningen, eller når workspacet slettes.
  • Vi læser ikke private beskeder, følgerlister eller personlige profiler.

Afbryder du en forbindelse i Wyre, sletter vi adgangstokenet med det samme. Det, vi allerede har hentet fra kontoen (tallene for dine opslag, kommentarstemningen og de opslag, vi har hentet ind til din stemmeprofil), bliver liggende i dit workspace, indtil du sletter workspacet eller beder os om at slette det. Overvågede opslag slettes under alle omstændigheder efter 30 dage.

Beder du om sletning via Facebooks indstillinger, mens kontoen stadig er forbundet til Wyre, sletter vi både tokenet og de tal og opslag, vi har hentet fra kontoen. Du kan også bede om sletning på wyre.dk/data-deletion. Sletter du dit workspace, forsvinder det hele inden for 30 dage.

Hvad vi læser fra LinkedIn

Ud over at udgive på LinkedIn kan du vælge at hente dine egne LinkedIn-opslag ind i din stemmeprofil, så udkastene lyder som dig. Det går gennem LinkedIns Member Data Portability, som LinkedIn har godkendt Wyre til.

  • Hvad vi henter: teksten i dine egne opslag og artikler. Af hvert opslag bruger vi kun teksten. Vi læser ikke dine kommentarer, reaktioner, forbindelser eller beskeder, og heller ikke andres opslag.
  • Hvornår: kun når du selv trykker på knappen under oprettelsen og siger ja på LinkedIns egen skærm. LinkedIn giver kun medlemmer i EU/EØS adgang til det.
  • LinkedIns samtykkeskærm: den nævner flere typer data end dem, vi bruger, blandt andet profil, kontakter og beskeder. Det er LinkedIns almindelige tekst for denne adgang. Wyre henter kun teksten i dine egne opslag og artikler og læser ikke resten.
  • Én gang: vi bruger adgangen lige efter, du har sagt ja, og gemmer ikke adgangstokenet. Vil du hente igen, skal du sige ja igen.
  • Hvor det ender: teksten lægges som eksempelopslag i din stemmeprofil (højst 60 i alt) og bruges til at skrive udkast, på samme måde som opslag, du selv indsætter. Den behandles på samme vilkår som resten af din stemmeprofil.
  • Sletning: eksempelopslagene forsvinder sammen med dit workspace inden for 30 dage. Vil du af med dem før, så skriv til kontakt@wyre.dk.

Tallene for dine opslag er en anden, selvstændig tilladelse. Giver du den, når du forbinder LinkedIn, henter Wyre visninger, reaktioner, kommentarer og delinger for de opslag, du har udgivet gennem Wyre. Tallene gemmer vi og viser dem under Resultater. Vi henter ikke tal for andre opslag og læser ikke, hvem der har reageret.

Indtil LinkedIn har godkendt den tilladelse, henter vi i stedet reaktioner, kommentarer og delinger fra dine offentlige opslag via Apify (se databehandlerne ovenfor). Linket til din profil finder vi selv på den offentlige side for et opslag, Wyre har udgivet for dig, og vi bruger det kun, hvis forfatteren har samme navn som den LinkedIn-konto, du har forbundet. Du kan se og rette linket under Dine konti. Vi gemmer teksten og tallene for dine seneste 50 opslag, så Resultater viser alle dine LinkedIn-opslag og ikke kun dem, Wyre har udgivet. Opslag, du har delt fra andre, gemmer vi ikke, og heller aldrig navne på dem, der har reageret. Tømmer du feltet, stopper det, og de gemte opslag slettes.

Hvad vi læser fra TikTok

Kun fra den konto, du selv forbinder, og kun det, funktionerne nedenfor bruger:

  • Din profil: kontoens visningsnavn og id.
  • Antal følgere: for medlemmer i en partiorganisation henter vi ét tal pr. dag, nemlig hvor mange der følger din TikTok-konto. Vi gemmer tallet pr. dag, så organisationen kan se udviklingen. Vi læser aldrig, hvem der følger.
  • Dine videoer: tallene for dine egne opslag (visninger, likes, kommentarer og delinger). Tallene vises under Resultater.
  • Når du udgiver: vi sender billederne og teksten, du har godkendt, til TikTok. Intet bliver sendt, før du har godkendt det.
  • Vi læser ikke private beskeder, følgerlister eller andres videoer.

Afbryder du forbindelsen i Wyre, sletter vi adgangstokenet med det samme. Tallene, vi allerede har hentet, bliver liggende i dit workspace, indtil du sletter det eller beder os om at slette dem. Du kan også tilbagekalde adgangen i TikToks egne indstillinger.

Offentlige kilder, vi overvåger for dig

Du bestemmer selv, hvilke konti og emner der overvåges. Vi henter kun offentligt tilgængeligt indhold. På X søger vi udelukkende i de konti, du har lagt ind, og vi gemmer kun opslag fra netop de konti. Vi søger ikke åbent på navne eller emner og bygger ikke profiler på private personer.

De hentede opslag og artikler bruges til dit overblik og til forslag til svar, og de slettes automatisk efter 30 dage. De daglige resuméer, der laves ud fra dem (overskrifter, sammenfatninger og links til kilderne), slettes automatisk, når de ikke er blevet opdateret i 30 dage. Omtales du i overvågningen og vil have det slettet, så skriv til kontakt@wyre.dk.

Billedbibliotek og ansigtsgenkendelse (valgfrit)

Funktionen er slået fra, til ejeren af workspacet giver samtykke. Ansigtsgenkendelsen sker i din egen browser, på din egen telefon eller computer. Vi modtager og gemmer ingen ansigtsdata.

De billeder, der ligner dig, sendes som små forhåndsvisninger (op til 40 pr. søgning) via vores servere i EU og OpenRouter videre til en AI-model, som vurderer, om de egner sig som opslagsbilleder. Modellen kører hos udbydere i USA og EU, som hverken gemmer billederne eller bruger dem til at træne modeller, og vi gemmer dem heller ikke. Andre personer på billederne, fx børn eller forbipasserende, kan være med i forhåndsvisningerne. Søg derfor kun efter dit eget ansigt, og kun i billeder, du har ret til at bruge.

Kun de billeder, du selv vælger at gemme, uploades til Wyre, i en privat mappe i vores database i EU (Dublin). Du kan slette enkelte billeder eller hele biblioteket, og du kan trække samtykket tilbage under Indstillinger → Billeder. Så slettes alle billeder og filer.

Video, du optager eller uploader

Når du optager dig selv eller uploader en video til et opslag, gemmer vi den i en privat mappe i vores database i EU (Dublin). Vores servere klipper pauserne væk og laver den færdige video der. Videoen og lyden sendes ikke til AI-tjenester.

Underteksterne laves på din egen computer eller telefon: din browser henter en talegenkendelsesmodel (Whisper) og skriver lyden ud lokalt. Lyden sendes ikke til os eller andre for at blive skrevet ud. Kun de færdige undertekster gemmes sammen med videoen. Modellen hentes fra Hugging Face første gang, så de kan se din IP-adresse, men ikke din video eller lyd.

Når du optager på telefonen, kan WYRE skrive teksten til opslaget ud fra det, du siger. Så sendes de færdige undertekster (kun teksten, ikke video eller lyd) til den samme AI-tjeneste, som skriver dine andre opslag, uden at de gemmes hos den.

Videoen sendes først til en platform, når opslaget er godkendt og udgives. Den oprindelige optagelse, den færdige video og underteksterne slettes, når du fjerner videoen, sletter opslaget eller sletter workspacet.

Dine rettigheder (GDPR)

Du har ret til indsigt, berigtigelse, sletning, dataportabilitet og indsigelse. Skriv til kontakt@wyre.dk, så svarer vi inden for 30 dage, ofte hurtigere.

Utilfreds? Du kan klage til Datatilsynet. Men skriv gerne til os først, så prøver vi at løse det.

Cookies og tracking

Vi bruger nødvendige cookies til login og session-state. Ingen reklame-cookies, ingen tredjepartstracking, ingen creepy pixel der følger dig rundt på nettet.

Ændringer

Hvis vi opdaterer denne politik væsentligt, får du besked på mail. Ellers opdaterer vi datoen øverst og lader teksten tale for sig selv.